Det var egentligt ikke meningen, at denne uges post skulle handle om min definition af hypnose. Det kom sig af en diskussion, vi havde i et professionelt forum på nettet, og pludseligt synes jeg, at det passede fint i tråd med sidste post, “Hvad er hypnose?” Nu har jeg besluttet, at der kommer tre posts i denne serie. Første post i serien handlede om, hvad hypnose er, og hvordan jeg ser det. I denne uges post er fokus næsten det samme dog en del mere nørdet og teoretisk. Det handler om at komme tættere på egentlig definition af hypnose. Håber at det alligevel vil være interessant at læse for alle med interesse i hypnose og hypnoseterapi. Den sidste post i serien er ikke er skrevet endnu. Den kommer til at være mere generel og ligetil, lover jeg.
Herunder vil jeg prøve at vise, at hypnose ikke er så mystisk, som mange tror. Man kan lære at blive god til at opleve hypnotiske fænomener, og opnå fantastiske terapeutiske resultater på ganske kort tid med den rette træning. Så sæt dig til rette, lav en kop kaffe eller te, hvis du måtte ønske det, og nyd noget af det, jeg synes er fantastisk interessant.
Hvilken side af hypnosedebatten hører du til?
Der er findes ikke en enkel hypnosedefinition, som man kan blive enig om blandt forskere og andre hypnoseprofessionelle. På samme måde som med placeboeffekten kæmper man stadig med at finde ud af, hvad hypnose i det hele taget er, og hvorfor det præcist virker, som det gør. Man ved det virker men hvordan? Som hypnotisør er der forskellige teorier at læne sig op ad, når man skal fabulere en definition. Hvis man deler det groft op, findes der to sider til debatten, hhv. hypnose som en særlig tilstand og hypnose som en ikke-særlig tilstand.
Hypnose som en særlig tilstand
På den ene side af debatten ses hypnose som en særlig tilstand. Trance bliver synonymt med ordet hypnose. Når man er i trance, fungerer bevidstheden på en anden måde end normalt og man kan opnå hypnotiske fænomener. Ofte hersker der på denne side også idéen om det splittede sind. Idéen om “det ubevidste sind” vs. “det bevidste sind”. Sindet ses som et isbjerg, hvor det bevidste er den lille del, der stikker op over vandet, og det ubevidste er den kæmpe del, der ligger under overfladen. Min oplevelse er at lang de fleste hypnoseterapeuter ser hypnose som en særlig tilstand og lægger stor vægt på det ubevidste.
Dr. David Spiegel færdiggjorde i 2011 et populært studie, hvor han mente at have fundet særlig hjerneaktivitet forbundet med hypnose. Med studiet så man frem til, at man endelig kunne lægge debatten om, hvorvidt hypnose var en særlig tilstand eller ej på hylden. Hvis det var rigtigt, hvad han havde fundet ud af kunne man konkludere at hypnose var en form for trance. Hans studier er dog efterfølgende blivet kritiseret af andre forskere i hypnose. Man mener ikke at kunne eftervise Spiegels fund, med mindre man følger hans protokol for at frembringe hypnose. Der er mange måder, hvorpå man kan frembringe hypnose/hypnotiske fænomener. Hvis man bruger andre metoder til frembringelse ses de samme resultater ikke på MRI hjerneskanninger.
Der er mange andre interessante fortalere for denne side. Jeg vil fremhæve et par stykker senere.
Hypnose som en ikke-særlig tilstand
På den anden side af debatten har man fokus på det socio-kognitive aspekt. Her opfattes hypnose, som noget der sker i et socialt samspil mellem mennesker i kombination normale med kognitive processer. Neuroforskere har endnu ikke fundet “bevidstheden” lokaliseret et sted i hjernen. Man forstår i det hele taget ikke, hvad det er, der skaber bevidsthed. I den socio-kognitive model af hypnose giver det derfor ikke mening at dele bevidstheden i to hhv. det bevidste og ubevidste sind.
Tilhængerne nægter ikke, at der er ting og processer, vi er ubevidste om, det er der, men hypnosetilstanden adskiller sig ikke fra dagligdagstilstanden. Man er ikke et særligt eller anderledes sted, og man er ikke (nødvendigvis) i trance, når man er i hypnose. Det kan i nogle tilfælde føles sådan. Følelsen af trance under hypnose kan være et biprodukt af hypnosen, det er ikke hypnose i sig selv. De fleste hypnoseklienter føler at de er fuldt tilstede. De processer der sker under hypnose, sker også til dagligt. Tilhængere af denne model ser hypnose som en bestemt måde at bruge sin hjerne på, en måde at tænke på, noget man kan lære. Det handler om at rette sine tanker mod et mål, følelse eller andet, bruge sin fantasi, have høje forventinger, og være motiveret mod målet.
Intet adskiller hypnose fra almindelige suggestioner
Psykologen Clark L. Hull (1885 – 1952) konkluderede efter mange studier at intet adskiller “hypnose” fra almindelig suggestion. En suggestion er et forslag eller en idé, som man ønsker at andre skal gribe og følge. Han nåede frem til, at hvis man laver en hypnotisk induktion inden suggestionerne blev givet, ville der være en relativ lille forøgelse i responsen på suggestionerne. En hypnotisk induktion er det lille ritual man laver, når man starter hypnosen, eller når man “framer” suggestionerne som hypnotiske. Det kan være at rette øjnene mod et punkt og holde fokus, det kan være at tage en dyb indånding og lukke øjnene, det kan være fokus på afslapning eller en bestemt idé, det kan endda være at give et chock, og det kan være meget andet, så længe rammen det foregår i kaldes hypnose.
Hull opdagede, at alt hvad der kan opnås i hypnose, kan blive opnået uden den hypnotiske induktion (begrebet “induktion” bliver beskrevet senere) og uden at nævne hypnose, dog i mindre grad i nogen tilfælde. Fænomener som regression, hukommelsestab, bedøvelse og hallucinationer kan blive opnået i ikke-hypnotiserede kontrolgrupper, dvs. uden brug af en hypnotisk induktion (Barber, Spanos & Chaves, 1974) (se Adam Eason, 2016).
Siger de socio-kognitive tilhængere af hypnose at hypnose ikke findes?
Det kan lyde lidt som om, at de socio-kognitive tilhængere af hypnose afviser idéen om hypnose, men det gør de ikke. De hypnotiske effekter er stadig sande, kraftfulde og kan opleves som “ufrivillige” og virkelige på denne side af debatten også. Det har indtil videre ikke været muligt at se på MRI-hjerneskanninger, hvordan den hypnotiserede hjerne adskiller sig fra den “normale” ikke-hypnotiserede hjerne. Derfor kan man ikke konkludere, at hypnose er trance eller en ande særlig tilstand. Det underlige er, at man på hjerneskanninger kan se, at den hypnotiserede hjerne reagerer på suggestioner/forslag givet af hypnotisøren, som om personen virkeligt oplever dem. I den ikke-hypnotiserede hjerne vil det mere se ud som om, personen forestiller sig det der bliver foreslået.
Jeg var selv fuldstændig forvirret over den socio-kognitive tilgang til hypnose i starten. “Hypnose er som normaltilstanden og samtidigt virker hypnose?”. Jeg er oprindeligt uddannet i den bevidste vs ubevidste model af hypnose, hvor man ser hypnose som en særlig tilstand. Den socio-kognitive tilgang til hypnose, fjernede noget af magien ved hypnose. Jeg kan huske, at jeg følte mig en anelse skuffet og tænkte, “øv der er ikke noget særligt ved det”:-)
Senere gik det op for mig, hvor særligt det er, det er magisk, og det stiller spørgsmålstegn ved alle vores subjektive oplevelser i dagligdagen. Der er et kæmpe potentiale, som vi kan lære at udnytte, ved at lære at tænke hypnotisk. I dag står jeg et sted mellem de to syn på hypnose, men dog med et kraftigt hæld til den socio-kognitive tilgang. Håber diskussionen og definitionerne herunder gør det klart, hvorfor jeg står, hvor jeg gør i dag.
Nå, videre til definitionen. Definitioner af hypnose afhænger altså af, på hvilken side af debatten man står.
Det ubevidste sind og trance
Hvis man tænker på hypnose som en særlig tilstand og at sindet er delt i “det bevidste” vs. “det ubevidste” sind, ville jeg kigge på Dave Elmans eller dr. Milton Ericksons metoder og definitioner. De var begge store frontmænd og har betydet meget for hypnoseterapiens udbredelse. Deres metoder bygger på at noget af sindet skal snydes eller omgås for at komme i hypnose. Erickson er kommet med flere definitioner gennem tiden. Han er en spændende kompleks mand at kigge på, når det kommer til hypnose og trance. Elmans metoder gjorde tranceprocessen mere simpel og ligetil. Deres idéer bliver beskrevet nærmere i det følgende.
En anden interessant bidrager er psykolog og professor Ernest Hilgard, som stadig spiller en kæmpe rolle for, hvordan mange i hypnoseterapien (og psykoterapien) ser sindet i dag.
Som nævnt ovenover er forsker i hypnose David Spiegel en spiller der er meget oppe i tiden, fordi han mener at have evidens for at hypnose er en særlig tilstand via hjerneskanninger. Hans forsøg har nogle akademiske tilhængere, men der er endnu flere kritiske akademiske røster. Nogle af de mest prominente hypnoseforskere taler ham midt imod. Så klar evidens for at hypnose er en særlig tilstand mangler stadig. Derfor vil jeg ikke gå nærmere ind i studiet her. Jeg vil bare nævne ham, så man kender begge sider af debatten. Det er vigtigt at vide, at der er forskere på begge sider, der mener noget forskelligt.
Dave Elman (1900 – 1967)
Elmans definition af hypnose lyder således: “Hypnose er en sindstilstand, hvor det kritiske fakultet af det menneskelige sind er omgået, og selektiv tænkning er etableret.” Det vil sige, at man skal have folk “et sted hen”, hvor de ikke længere tænker kritisk over suggestionerne og samtidigt griber nye idéer ukritisk.
Hvis man er tilhænger af denne side af debatten, synes jeg Elmans definition er “spot on”. Mange folk, jeg har talt med, hævder, at de er for kritiske eller analytiske til at gå i hypnose. Det siger de endda uden at have prøvet hypnose, så måske er der noget om snakken. Mange hypnotisører i dag arbejder på måder, hvor de prøver at snyde eller omgå den kritiske side af det bevidste sind for at få adgang til det ubevidste sind eller trancetilstanden. Tanken er, at når først det bevidste kritiske sind er omgået, kan sindet let låses om en ny idé, og så kan det egentlige arbejde sætte ind. Min oplevelse er imidlertid ikke, at der nødvendigvis er noget, der skal omgås. Det handler snarere at få folk til at rette fokus et bestemt sted hen og holde det der, så andre ting får mindre betydning.
Milton Ericson (1901-1980)
Erickson er gået så vidt i en af hans definitioner, som til bare at kalde hypnose “kommunikation”, hvilket jo er ret cool, hvis man tænker nærmere over det. Jeg mener dog, efter alt hvad jeg ved, at han primært mente, at det var kommunikation med det ubevidste og derved en speciel tilstand anderledes end normaltilstanden. Han har også sagt, at hypnoser er: ‘En tilstand af speciel bevidsthed karakteriseret ved lydhørhed overfor idéer.’ Hypotesen er at ubevidste sind er intuitivt og mere lydhør over for nye idéer end det bevidste sind. Det bevidste sind er mere kritisk og prøver at holde fast på, hvad der er og hvad det kender. Derfor giver det mening at finde måder, hvorpå man kan kommunikere direkte med det ubevidste, hvis man ønsker at opnå hurtige forandringer.
Jeg kan godt li’ tanken om at hypnose er kommunikation. Kommunikation går begge veje, det er et samspil. Det lader den hypnotiserede være medspiller. Kommunikationen skal være klar og tydelig for at blive modtaget og forstået. Hvis der er en klar kommunikation mellem hypnotisøren og den hypnotiserede er der større “…lydhørhed overfor idéer.”
Sindets vogter og den skjulte observatør
Ernest Hilgard (1904-2001) har fået en stor del af æren for at idéen om det delte sind, og hans tanker er populære især blandt hypnotisører. Han fremsagde idéen om den skjulte observatør, en slags sindets vogter, der holder øje med alt, hvad der foregår og husker på alt det, du ikke kan holde fokus på bevidst. Ifølge den teori kan man være fuldstændig slået ud, i trance, og sove under hypnose og den hypnotiserede vil stadig, på et dybere ubevidst niveau, tage imod alt det som hypnotisøren foreslår. Samtidigt vil den skjulte observatør sørge for, at det, som hypnotisøren har foreslået, udføres ubevidst af klienten, eller at klienten oplever en dybere bevidsthed end før.
Hvis det, som Hilgard foreslår, er sandt og at der er en skjult observatør, der registrerer alt, så er man rigtig godt hjulpet. Så kan man virkelig plante idéer, når først kommunikationen til det ubevidste er etableret.
Dette er en meget populær model og brugt blandt langt de fleste hypnotisører, er min antagelse. Jeg begynder at tvivle mere og mere på denne teori, selvom den tidligere har tjent mig som plausibel forklaring. Jeg synes, den gør klienten til en passiv modtager og jeg tvivler på ægtheden. Hjerneforskere vil også så tvivl, om vores hukommelse og sind virker på den måde. Der er ikke noget, der tyder på, at alt, hvad vi sanser, bliver husket og kan kaldes frem. Der er til gengæld rigtigt meget, der bliver sorteret fra, hvis vi ikke er opmærksomme, og det, vi kan huske, kan ændre sig over tid.
Der er kun et sind
Forskningen tyder mere på, at der er ét sind, der består at et utal af kognitive processer. Det er rigtigt at en stor del af det, der foregår i hjernen, er vi ubevidste om, og kun en ganske lille del er vi bevidste om. Det hele spiller ind i hinanden, og påvirker systemet som som ét sind. Der er dem, der vil mene, at vi kun er ubevidste. Selv det vi er bevidste om, det vi tror, vi styrer, vores valg bliver truffet ubevidst. Se evt. hjerneforsker Bejamin Libets og senere John-Dylan Haynes forsøg, der slår tvivl om den frie vilje.
Jeg vil ikke afvise, at hypnose kan føles som om noget andet, “det ubevidste”, tager over og at suggestionerne føles som om, de sker med en vis grad af ufrivillighed. Mange af mine klienter har denne følelse, når de f.eks. ikke kan fjerne hånden fra bordet selvom de prøver bevidst. Fra at være noget de forestillede sig, bliver det til noget, de oplever som virkeligt. Vejen derhen er en bevidst process, hvor de bruger deres fantasi. De kan bevidst forestille sig, at hånden slipper let igen, og så gør den det. Man behøver ikke tale til det ubevidste for at opnå hypnotiske fænomener. Men igen, ja, det kan alligevel føles som om noget tager over. Mere om det i følgende afsnit.
Den kognitiv-behavioristiske tilgang til hypnoseterapi
Den socio-kognitive tilgang til hypnose er synonym med den kognitiv-behavioristise tilgang til hypnoseterapi (på engelsk CBH Cognitive Behavioural Hypnotherapi). Jeg vil i det følgende bruge begrebet kognitiv-behavioristisk hypnose.
James Braid (1795-1860)
Hvis man tager en kognitiv-behavioristisk tilgang, kommer man ikke uden om hypnosens fader, opfinderen af ordet, kirurgen Jame Braids definition. Han er nok den, vi skylder allermest for dette felts udvikling. Hans definition ligger sig meget op af, hvad forskningen siger omkring hypnose i dag . Ifølge Braid behøver hypnose ingen mystisk sprog og ingen omgåen af det kritiske sind. Der er tale om helt normale kognitive processer sat i gang ved øget fokus på en idé. Han definerede hypnose som: ‘En tilstand af sindet primært induceret ved suggestion’. Suggestioner er de forslag som hypnotisøren beder klienten om at fokusere på. Det kan fx være: Afslappethed, friskhed, glæde, bedøvelse, arme der svæver op, hallucinationer osv. Det er ifølge Braid suggestionerne/forslagene/idéerne, der skaber hypnose, når klienten fokusere intenst på dem.
Han prøvede at få ændret ordet “hypnose” til ‘monoideisme’, hvor bevidstheden og opmærksomheden fokuseres på en enkelt idé eller koncept. Med det intense fokus på en idé bliver andre former for afledninger (forstyrrelser) mindre betydningsfulde. Når klienten er i en tilstand af fokuseret opmærksomhed, har de en mere intensiveret forestilling/fantasi, tro og forventning end normalt.
Braids forskning er senere blevet bakket op af en lang række nyere forskning i hypnose. Jeg prøver at gennemgå nogen af dem herunder for at nå frem til “min definition” eller nærmere min forklaring på, hvordan jeg ser hypnose.
Forskere i hypnose
Theodor X Barber (1927-2005)
Psykolog Theodor X Barber fandt i sine studier frem til at folk der er gode til at opleve en god hypnotisk respons, også plejer at være gode til at fantasere og leve sig ind i fantasier i deres hverdag.
Nicolas Spanos (1942-1994)
Professor i psykologi Nicolas Spanos opdagede, at når folk, der er gode til at opleve hypnotiske fænomener, bliver spurgt, hvordan de tænker, at så svarer de, at de spontant laver mentale billeder eller bruger andre taktikker for at skabe den respons, der bliver foreslået af hypnotisøren. Han fandt altså ud af, at gode hypnotiske subjekter tænker på en bestemt måde spontant.
I 1986 lavede Spanos sammen med andre, et studie kaldet: “The Carleton Skill Training Program” (CSTP). Idéen var at se, om man kunne lære folk at blive gode hypnotiske subjekter. Man lod dem se videoer og interviews med folk, der responderede godt på hypnose. Herefter blev deltagerne bedt om, at tage rollen på sig og spille gode hypnosesubjekter. De skulle prøve at anvende samme mentale strategier samt imitere kropssproget, af dem de havde iagttaget. Forsøget viste at med øvelse, kunne de fleste gå fra at være lavt hypnotiserbare til højt hypnotisbare på få uger.
Spanos havde en hypotese om, at folk oplever responsen på suggestioner som ufrivillige, ude af deres kontrol, når de er absorberede i en forestilling eller er engagerede i målrettede fantasier (Adam Eason 2016). Altså når man virkelig forestiller sig noget, begynder det at synes virkeligt, og reaktionen derpå sker tilsyneladende ufrivilligt. Man kan derved bruge et bevidst fokus til at skabe en hypnotisk respons. Dette er meget i stil med Braids tanker om ‘Monoideisme’.
Donald Meichenbaum (1940)
Ph.d. Donald Meichenbaum og mange andre forskere har i stil med CSTP evidens for at klienter responderer bedre på psykoterapi, når de har set rollemodeller, som de kan lære af (Adam Eason 2016). Dvs. når det har lært af nogen, som de kan efterligne og derved imitere rollen som en god “terapiklient”. Rollen, man tager på sig som klient, er vigtig for det terapeutiske udfald eller for at nå sessionens mål. Holder man Miechenbaums studier og Spanos CSTP studier sammen, underbygger det vigtigheden af at lære klienten strategier og undervise dem i, hvad der forventes af dem. Det gælder både i forhold til terapiens indhold og selve hypnoseklientrollen.
Irving Kirsch (1943)
Dr. Irving Kirsch, som er en af de seneste og fremmeste forskere i hypnose (og placebo), mener, at forventningen er den dominerende faktor i hypnose. Ligesom med placeboeffekten er det troen på og forventningen til, at noget sker, der skaber en respons. Man ved fra et utal af studier, at placebo i mange tilfælde virker lige så godt som rigtig medicin. Kirsch har med sine studier vist, at hypnose virker bedre end placebo og tilskriver altså forventninger en stor del af æren af effekten. Han har kaldt hypnose “en ærlig mega-placebo”. Han forklarer det med at man kan “give” folk hypnose ærligt, uden at skulle bilde dem ind, at det er noget det ikke er. Man kan ærligt arbejde direkte med folks mål og samtidigt er virkningen større end ved placebo.
Adam Eason (1973)
Ph.d. forsker i selvhypnose Adam Eason siger det således:
“Hypnose er hovedsageligt kunsten og videnskaben om suggestioner og ikke den med at inducere “trancer” eller ændrede tilstande i bevidstheden.”
“Hypnose er hovedsageligt en kognitiv procedure: Hypnotiske suggestioner bliver givet for at fremkalde idéer (kognitioner), som leder mod visse ønskede hypnotiske reaktioner.”
Eason betoner ligesom Braid, at det handler om suggestionerne, og hvordan de bliver modtaget af klienten. En dygtig hypnotisør, er dygtig til at skabe idéer og forventninger via suggestion.
Anthony Jacquin (1974)
En af mine aller største hypnosehelte, hypnotisør Anthony Jacquin udtrykker det på denne måde:
“Hypnose er en social konstruktion, som skaber kognitive processer af automatisk indbildningskraft. Hypnotiske reaktioner er defineret ved deres subjektive følelse af automatik eller ufrivillige fornemmelse, fordi de mangler viden om eller følelsen af hensigt.”
Med social konstruktion menes, en konstruktion af forventninger, selve rammen det foregår i, setuppet, samspillet, suggestionerne osv., der skaber kognitive processer. Jeg kan godt li’ krøllen med, at selv om det er en social konstruktion, og hypnose altså er noget man gør, så er det først hypnotisk, når det begynder, at føles som om det sker automatik og med en vis fornemmelse af ufrivillighed. Når man først er helt absorberet i en tanke/ide, føles det som noget der sker, mere end noget man gør.
Min definition af hypnose
Hypnose handler om at gribe og følge en idé, med øget fokus, ved at bruge sin fantasi intenst, leve sig ind rollen og at have høje forventninger til udfaldet af det man gør. Gør man det, går forestillingen på et tidspunkt over og bliver automatisk, som om det er noget der sker mere end noget man forestiller sig.
Jeg kan selv godt li’ den måde at definere hypnose på. Det bliver mindre mystisk og mere mystisk på samme tid. Hypnose bliver på en gang simpelt, fordi det ikke kræver andet end fokus og fantasi. Det er samtidigt stadig mystisk, at der ikke skal mere til for at skabe en stærk hypnotisk respons. Det er fantastisk, at man med vilje kan bruge sit fokus på en bestemt måde og af den vej skabe en “anden virkelighed”, der føles lige så virkelig som “virkeligheden”. Eller sagt lidt mere nede på jorden: Man kan bøje sine tanker og perception mod en mere gavnlig måde at se og opleve verden på.
Jeg elsker idéen om, at hypnose bliver noget, man kan lære, noget man kan blive bedre til. Der behøver ikke være et kritisk bevidst sind, der skal omgås eller snydes. Til gengæld kan man handle meget bevidst ved at lade sig absorbere i en fantasi, træde ind i rollen og forsøge at have høje forventninger til, at tingene sker automatisk.
Ansvaret for hypnose ligger hos den hypnotiserede
Jeg synes, denne definition virker sober og ligetil i forhold til andre mere esoteriske forklaringer. Den placerer ansvaret for effekten på den hypnotiserede. Det er dem, der skal fokusere, dem der skal gøre noget. Det er ikke hypnotisøren, der skal have særlige evner eller tale på bestemte måder. Det skulle da lige være, hvis hypnotisøren taler på en måde, der øger fokus og opliver fantasien og forventningerne. Der er ikke noget som en god historiefortæller, der med indlevelse og dynamik i stemmen kan lede fantasien og skabe idéer.
Selvfølgelig skal hypnoseterapeuten have styr på sine teknikker og terapeutiske værktøjskasse, være nærværende, og tillidsskabende og meget andet. Hypnotisørens rolle bliver at skabe en troværdig, tillidsfuld, hypnotisk kontekst, hvor klienten kan lade sig absorbere og skabe en hypnotisk respons.
Det var det, håber I hang på. Stil endelig spørgsmål og fortæl jeres meninger. Jeg sætter virkelig pris på det. Sammen bliver vi klogere:-)
