Her kommer en sober og ligetil forklaring på, hvad hypnose er, og hvordan hypnose virker. Denne post er den tredie i en serie på tre dele, hvor jeg har prøvet at give min forklaring på, hvad hypnose er. Jeg vil prøve at afmystificere begrebet og tage hypnose tilbage til rødderne – til dengang termen blev skabt. Det vil jeg, fordi hypnosebegrebet har været vidt omkring. Det har længe været omgærdet at stor mystik, men noget tyder på, at det er ved at finde sin vej ind i mere “sobre” kredse, og får mere og mere anerkendelse.
Folk kigger ofte på én med skepsis i blikket, når man fortæller dem, at man er hypnotisør. Ofte bliver blikket efterfulgt af spørgsmålet: “Er hypnose virkeligt?” Og hvis de virkelig har interesse: “Hvordan virker hypnose?”
Indhold:
- Hvad er hypnose? (se video)
- Hvordan virker hypnose?
- Hvordan påvirker hypnose hjernen? (se video)
- Mister jeg kontrollen?
- Er hypnose virkeligt? (se video)
- Hvad hvis jeg ikke tror på hypnose?
- Hver hypnotisør sin forklaring
I denne specifikke post vil jeg prøve at besvare spørgsmålene uden mange referencer og uden omveje. Hvis du søger en mere nørdet og detaljeret beskrivelse, kan man læse meget mere her.
Hvad er hypnose?
Hypnose er ikke noget, der kan måles og vejes. Hypnose findes ingen steder i hjernen, og kan ikke måles ved hjerneskanninger (læs evt. mere her). Alligevel kan folk opleve hypnotiske fænomener. Folk kan forholdsvis hurtigt opnå gode terapeutiske resultater ved brug af hypnose til hypnoseterapi. Der er som sagt god evidens for, at hypnose virker, men man ved ikke præcist hvordan. Det er det, der gør det så svært at få hold på, men også superspændende. Forklaringerne herunder er det jeg finder mest troværdigt, det er ikke den endegyldige sandhed.
Hypnose er monoidéisme – det er ikke trance eller afslapning
Hypnose er den simple disciplin at holde intenst fokus på en enkelt idé indtil, at idéen påvirker den måde, du oplever virkeligheden på. Det er det intense fokus på idéer som James Braid, hypnosens ophavsmand, kaldte Monoidéisme.
Hypnose er måske mere ligetil, end man skulle tro. I midten af 1800-tallet studerede videnskabsmanden og kirurg, James Braid fænomenet. Det var ham, der fandt på termen “hypnose”. Til at starte med troede han, at hypnose var en form for søvn og trance. Han prøvede senere at få ændret termen “hypnose” til “monoideisme”, fordi han fandt ud af, at hypnose overhovedet ikke handlede om søvn eller trance snarere tvært i mod. Hypnose er mere en kamp om idéer og fantasier, og det at gå målrettet mod en oplevelse.
Hvordan virker hypnose?
Hypnotisørens job er at skabe et rum, hvor du kan leve dig ind i forestillinger med krop og sind. Dit job er at leve dig ind de forestillinger så godt, som du kan. Alt efter hvor god hypnotisøren er til at lede dig, og alt efter hvor god du er til for et øjeblik at glemme, at det er noget du blot forestiller dig, jo større hypnotisk effekt er der. Hvordan hypnose virker afhænger af et samspil mellem dine og hypnotisørens evner. Du kan træne dine evner til at opleve hypnose ved at dyrke det hypnotiske mindset.
Hypnose sker efter hypnotisøren giver suggestioner
En hypnotisør giver forslag til klienten. De forslag kaldes suggestioner. En suggestion er det som hypnotisøren gerne vil have du oplever. Hvis du går med ind i suggestionerne og når det bliver gjort intenst, kan hypnotiske fænomener opstå. Sindet kan låse sig om en enkelt idé (monoidéisme), så andre ting virker mindre vigtige eller mindre sande.
Hypnose og suggestionerne kan opleves, som om det sker automatisk – altså som noget du der ikke blot er skabt af dine forestillinger. Eksempelvis er der forskel på blot at forestille sig at ens hånd sidder klistret til bordet og det at prøve at løfte sin hånd og opleve at man ikke kan. Hvis det sker at det opleves, som om man ikke kan løfte sin hånd har suggestionen været effektiv. Effekten kan opleves i større eller mindre grad. Man behøver ikke at sidde med hånden klistret fast i timevis oplevelsen af at krop og sind hænger sammen er nok.
Som hypnotisør er kunsten at give gode suggestioner, som klienten nemt kan leve sig ind i og forestille sig. Ofte kan forestillingerne hjælpes på vej ved ved at lade klienten gøre noget, der får dem til at føle på bestemte måder. F.eks. at give dem et chok, ved at råbe “sov” eller ved at lade dem slappe af eller ved at lade dem gøre forskellige fysiske ting.
Ordet “sov” og afslapning gør intet i sig selv. Men ændrede følelser i kroppen kan gøre forestilliger mere virkelige. Hjernen har en følelse at knytte fantasien op på. Det kunne lige så godt være at løbe på stedet og få pulsen op som sætter fantasien i den rigtige retning.
Hvordan påvirker hypnose hjernen?
Det hurtige svar er at man ikke rigtigt ved så meget om, hvordan hypnose påvirker hjernen. Noget man kan sige er, at man ikke kan se forskel på en hypnotiseret hjerne og en ikke hypnotiseret hjerne på MRI scanninger. Man kan altså ikke måle om folk er i hypnose.
Det man kan se i hjernen er, hvordan folk responderer på suggestioner. I hjernen på højt hypnotiserbare personer lyser de områder op som korresponderer til den suggestion der bliver givet. De lyser op på samme måde som, hvis de oplevede det i virkeligheden.
På lavt hypnotiserbare personer lyser områderne også op, men mere i tråd med at det er noget de forestiller sig.
På andre hjemmesider vil du sikkert kunne læse at man kan måle på EEG målinger om folk er i hypnose. De argumenterer med en speciel hjernebølgesignatur såsom alfa- eller thetabølger osv. hvor hjernen er i en mere afslappet tilstand. Problemet med den argumentation er folk kan sidde på kondicykler og være højaktive (Jf. Eva Bányai) og stadig være lige så hypnotiserede. De studier, der viser en bestemt hjernesignatur ved hypnose (eksempelvis Spiegels), er blevet heftigt kritiseret af andre hypnoseforskere.
Så man kan altså ikke se eller måle hypnose i hjernen, men vi kan se effekten af en suggestion og hvor virkelig den opleves.
Mister jeg kontrollen under hypnose?
Det korte svar er “nej, overhovedet ikke, tværtimod, du kan lære at tage kontrollen via hypnose”. Når man så kigger på det er det ikke så simpelt. Oftest kan den hypnotiserede huske alt og de har en fornemmelse af at de er fuldt tilstede og under kontrol. De kan sagtens afvise det som hypnotisøren siger, hvis de ikke har lyst.
Som beskrevet oven over kan hypnose dog også føles, som noget der blot sker uden din indblanden og uden for din kontrol. Hypnotisøren kan få det til at se ud som om, at du mister kontrollen. Hvis der er tale om showhypnose, kan det være en del af showet at få det til at se ud som om de deltagende er i hypnotisørens magt.
Det kan være noget af et chok at opleve at ens hånd sidder låst fast til bordet, og du er ude af stand til at løfte den selv, hvis du prøver. Det kan føles som kontroltab. Omvendt kan det også være enormt fascinerende at opleve. Om der er tale om kontroltab handler ofte om perspektiv. Ved at være fascineret mere end bange, har du en chance for at opdage, hvad der rent faktisk foregår. Når du opdager at det blot er noget du forestiller dig, fordi hypnotisøren har bedt dig om at forestille dig det, kan du opdage, at du blot kan forestille dig noget andet. Du kan lære at tage den fuldstændige kontrol over dine tanker og dine forestillinger.
Jeg lærer altid mine klienter, hvordan de tager kontrollen. Jeg lærer dem hvordan de udnytter hjernens hypnotiske kapaciteter til at gå efter det de gerne vil have. Jeg lærer dem også, hvordan de ikke falder for mine tricks og ord så det jeg sagde for et øjeblik siden pludselig ingen effekt har. De kan selv vælge.
Kan hypnotisøren få mig til at gøre ting, jeg ikke har lyst til?
Nej!!! Det er en gammel myte. Alle studier i hypnose viser, at man ikke kan få folk til at handle mod deres vilje. Hypnose er en leg med idéer. Hvis du lader dig hypnotisere er det gerne for at opnå noget, hvad end det er underholdning eller terapi. Hvis hypnotisøren siger noget, du ikke har lyst til at engagere dig i, har det ingen effekt. Hypnose er når du helhjertet engagerer dig i de ideer, som hypnotisøren foreslår. Gør du ikke det, eller hvis det virker for grænseoverskridende er du lynhurtigt ude af hypnosen fordi en anden vigtigere og bedre idé tager over.
Den kendte tv-hypnotisør Jan Hellesøe har lavet en udsendelse, hvor han tilsyneladende fik en person til at skyde en anden. Det ser ud som om, at han bestemt får personen til at gøre noget, han ikke normalt ville gøre. Men, men men… personen ved at han er med i et tv-program, han kender Jan Hellesøe, han ved at DR aldrig ville lade ham skyde nogen i virkeligheden, han ved det er en leg og fuldstændigt sikkert. Så man kan ikke rigtigt konkluderer noget ud fra det program.
Alt hvad man kan få folk til at gøre uden hypnose, kan du få dem til at gøre med hypnose hverken mere eller mindre. Du kan bruge hypnose til at gå efter det, du gerne vil opnå og låse dine tanker omkring den idé for en stund.
Er hypnose virkeligt?
Ja, hypnose er virkeligt. Groft sagt kan man sige, at det er den måde, vi generelt oplever vores virkelighed på. Hypnose handler om at gribe og følge en idé, med øget fokus, ved at bruge sin fantasi intenst, leve sig ind rollen og at have høje forventninger til udfaldet af det man gør. Gør du det, går forestillingen på et tidspunkt over og bliver helt eller delvist automatisk. Det opleves om om det er noget der blot sker, mere end noget du går rundt og forestiller dig.
Hver dag bliver vores følelser og handlinger påvirket af vores tanker, fantasier, kultur, religion, mode, medier, familie osv. Man kan sige at den slags påvirkning er hypnose i sig selv, men det spiller på sammen mekanismer hjernen. Jo mere intenst vi lader os påvirke af de idéer jo større hypnotisk effekt.
Prøver vi bevidst at lade os påvirke og gør vi det målrettet kan hypnose opstå. Det kan begynde at føles som om, at vi reagerer automatisk, mere end at det er noget i skaber via vores forestillinger. “Hypnose” kan også snydes ind over tid, gennem budskaber vi får præsenteret om og om igen, så de bliver en del af vores daglige fantasier. Mode er et godt eksempel. Pludselig befinder man sig i noget tøj man aldrig havde drømt om og påvirkningen er sket mere eller mindre skjult for os. Men det føles som vores frie valg at skifte stil.
Hypnose er ikke mystisk
Jeg kan selv godt li’ den ovenstående måde at forklare hvordan hypnose virker, fordi det bliver mindre mystisk og mere håndgribeligt. Hypnose bliver på en gang simpelt, fordi det ikke kræver andet end fokus og fantasi. Det er samtidigt stadig mystisk, at der ikke skal mere til for at skabe en stærk hypnotisk respons.
Det er fantastisk, at man med vilje kan bruge sit fokus på en bestemt måde og af den vej skabe en “anden virkelighed”. Ofte føles den skabte virkelighed lige så virkelig som “virkeligheden”. Sagt på en lidt mere nede på jorden måde: Man kan bøje sine tanker og perception mod en mere gavnlig måde at se og opleve verden på.
Hvad hvis jeg ikke tror på hypnose?
Hypnose handler ikke om tro. Det er ikke en religion eller julemanden. Der findes over 12.000 kliniske forsøg af højeste standard som indikerer at hypnose er virkeligt. At ikke tro på hypnose svarer til at sige, “jeg tror ikke på meditation” eller “jeg tror ikke på motion – jeg kan ikke motionere”. Det handler mere om villighed og dedikation til at have oplevelsen.
Alle kan hypnotiseres og alle kan øve sig i at blive bedre til at opleve hypnose. Nogen er hypnotiske supertalenter og kan uden øvelse opleve en række fantastiske hypnotiske fænomener. Ligesom at nogen nemmere kan løbe en marathon, fordi de er atletisk bygget og nogen skal øve sig lidt mere for at kunne løbe lige så langt fordi de ikke har samme naturlige fordele. Hypnose handler om, hvordan du er skruet sammen kognitivt. Træn og bliv bedre.
Hypnose er en måde at tænke på det er et mindset.
Hypnose er en måde at tænke på. Jeg elsker idéen om, at hypnose er noget, man kan lære, noget man kan blive bedre til at opleve. Man kan lære og træne at bruge sin opmærksomhed og sit fokus på en hypnotisk måde. Som hypnotisør gør jeg mit for at lære mine klienter hypnotiske teknikker og redskaber, som de kan bruge resten af livet. Det er det, jeg kalder det hypnotiske mindset.
Hver hypnotisør har sin forklaring på, hvad hypnose er, og hvordan det virker.
Hypnose kan stikke i mange retninger. Spørger du hundrede hypnotisører, får du måske hundrede forskellige forklaringer. Spørger du forskere, er der større enighed, men de har også mange forskellige definitioner og forklaringer. En ting, jeg dog tror, man kan blive enige om, er, at hypnose er en måde at bruge vores opmærksomhed på. Nogle hypnotisører vil mene, at hypnose er kommunikation direkte med det underbevidste. Andre at hypnose opstår ved blot at holde et intenst fokus på en idé. Jeg hælder mod det sidste.
Forskning i hypnose
Det interessante er, at hypnose har en kæmpe evidensbase. Der er utrolig meget forskning i hypnose. Ikke nok med at forskningen vise at hypnose er virkeligt. Forskningen viser i mange tilfælde også utroligt gode terapeutiske resultater, hvis man bruger hypnose som terapi (hypnoterapi). Men der er altså stor uenighed omkring, hvordan hypnose præcis virker.
Tanker, følelser, tro og overbevisninger skaber hypnose
Mange af de konklusioner forskere i hypnose når frem til i dag, minder meget om dem James Braid, opfinderen af hypnosebegrebet, nåede frem til i 1800’tallet. Hypnoseforskningen leder mere og mere i retning af, at hypnose er, hvordan vi interagerer med vores forestillinger, tro og overbevisninger omkring virkeligheden. Hver dag og hvert sekund gør vi noget med den information, vi får ind gennem vores øjne og øre, og de fornemmelser vi føler i kroppen for at danne og et billede af den situation, vi står i. Det bliver mere og mere strippet fra mystik.
Når man skal vælge hypnotisør, tænker jeg, at det kan være rart at vide, hvor han/hun står i forhold til begrebet. Derved kan man træffe et begrundet valg og bevæge sig trygt og rart ind i denne fascinerende disciplin med større sikkerhed for at møde sine forventninger. Så sæt dig tilrette og læs. Tag evt. en god bid af din yndlingschokolade imens!
Hvad er hypnose i forhold til normal bevidsthed?
Mange hypnotisører ser hypnose som en særlig kommunikation med underbevidstheden. Derfor er det vigtigt også at diskutere bevidsthed når man taler hypnose. Flere hypnotisører opdeler sindet i det bevidste sind og det ubevidste sind. Men hvad er bevidsthed og sind i det hele taget? Hjerneforskere kæmper med at få hold på, hvad bevidsthed er, og hvor bevidstheden i det hele taget findes. Derfor giver det ikke mening for mig at dele sindet yderligere i to hhv. det bevidste og ubevidste sind. Hvordan kan man dele noget, man ikke ved, hvad er?
Det at være bevidst, kan også siges at være en ubevidst proces, for hvor kommer tankerne fra? Hvad styrer, hvilke tanker der dukker op? Hvor kommer sætningerne i dit hoved fra? Når du høre dem som stemmen i dit hoved, er den beslutning taget ubevidst. Det får mig til at konkludere, at der er ét sind og det sind består af en masse ubevidste processer, som vi ved meget lidt om. Men det giver ingen mening at dele det.
Man kan selvfølgelig argumentere for, at begrebet “det ubevidste” er en god metafor for alle de processer, der foregår, som vi ikke er bevidste om. Jeg vil argumentere for, at det ubevidste er lige så meget en del af vores bevidsthed, som det vi er bevidste om. Det er ét system, ét sind. Bevidst kan vi påvirke ubevidste processer, og ubevidste processer har indvirkning på, hvad vi tænker bevidst. De ubevidste processer er ikke noget andet, noget specielt. Det er dig. Så når jeg bruger hypnose med mine klienter, kan jeg meget bedre li’ at kommunikere direkte med dem i stedet for med en “ukendt ubevidst”. De teknikker vi bruger, og ændringer vi laver, sætter ubevidste processer i gang uanset hvad. Du skal være bevidst for overhovedet at opleve en påvirkning.
Stil spørgsmål til hvad hypnose eller hypnoterapi er
Håber du hang på, og er blevet klogere på, hvad hypnose er. Du må endelig kommentere, diskutere eller stille spørgsmål, hvis der er noget. Jeg vil blive super glad, hvis du deler denne post på facebook, twitter, eller hvor som helst, hvis du kan li’ det, du har læst. Du kan også udfylde kontaktformularen herunder hvis du mener jeg kan hjælpe dig på nogen som helst måde, og jeg skal sørge for at svare dig så hurtigt som muligt.
Tag kontakt og hør hvordan hypnose kan hjælpe dig
Læs mere:
Hvad er hypnose? – måske er det ikke som du tror
Her får du en langt mere nørdet og detaljeret beskrivelse af hvad hypnose er. Det forklares referencer til forskere og meget andet.
Definition af hvad hypnose er.
Her forsøger jeg at nå frem til min definition af hypnose ud fra meget af det jeg har læst og studeret gennem tiden.
Behandling med hypnose og hypnoseterapi
Her kan du lære hvordan jeg arbejder med hypnose og hypnoseterapi
Hypnose mod angst og fobier.
Jeg elsker at arbejde med angst og at give mine klienter oplevelser af frihed og ro. Læs her hvordan jeg arbejder med angst.